RØRUP. DK

            Vedtægter for RØST – Lokalråd for Rørup Sogn

 

§ 1 Formål

Stk. 1. Det er lokalrådets formål at virke for fremme af Rørup Sogns særlige interesser og behov, samt være lokalområdets bindeled til Assens Kommune og andre offentlige myndigheder samt andre instanser og borgerne.

 

Stk. 2. Lokalrådet har til formål selvstændigt at tage emner af almen karakter op til diskussion, ligesom enhver borger i området kan bringe emner til lokalrådet.

 

Stk. 3. Lokalrådet har til formål, i den udstrækning det er muligt, løbende at holde lokalområdets borgere orienteret om lokalrådets arbejde. Dette kan ske gennem medierne, via hjemmeside eller facebook, eller gennem et beboerblad.

 

St. 4 Lokalrådet er upolitisk.

 

§ 2 Generalforsamling

Stk. 1. Lokalrådets øverste myndighed er borgerne i Rørup Sogn. Lokalrådet vælges på en årlig generalforsamling, der afholdes inden den 1. april

Generalforsamlingen indvarsles skriftligt med 2 ugers varsel i lokalavisen Folkebladet, Aarup.dk, på Facebook og i beboerblad. Eventuelle skriftlige forslag til behandling på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 10 dage før mødets afholdelse.

 

Stk. 2 Generalforsamlingens dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Kassererens beretning og fremlæggelse af revideret regnskab.

4. Fremlæggelse og godkendelse af budget for det kommende år.

5. Indkomne forslag.

6. Valg af stemmetællere

7. Valg af rådsmedlemmer og suppleanter (valg af stemmetællere).

8. Valg af revisorer.

9. Eventuelt.

 

Stk. 3. De på generalforsamlingen behandlede emner afgøres ved simpelt stemmeflertal, hvor hvert medlem har én stemme. En fremmødt borger kan kun repræsentere sig selv.

 

Stk. 4 Borgere, der er fastboende i Rørup Sogn kan lade sig opstille på generalforsamlingen, hvor de kan vælges. Kandidaterne kan kort redegøre for deres synspunkter vedrørende deres eventuelle arbejde i lokalrådet.

 

§ 3 Lokalrådet

Stk. 1. Lokalrådet består af 5 eller 7 medlemmer, samt 2 arbejdende suppleanter og 2 revisorer. Lokalrådsmandatet er toårigt med 2(3) på valg hvert år. Formand samt suppleanter og revisorer er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.

Valg af lokalråd og suppleanter sker ved skriftlig afstemning. Antal navne, der skal skrives på stemmesedlen, skal være lig antal pladser i lokalrådet, der er på valg (eksklusive suppleanter).

 

Stk. 2. Formanden vælges direkte på generalforsamlingen hvert år.

Lokalrådet konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer på førstkommende møde og offentliggør posterne.

 

§ 4 Lokalrådets virke

Stk. 1. Det påhviler formanden kvartalsvist at indkalde til lokalrådsmøde, samt efter behov. Dette skal ske med mindst 14 dages varsel og gennem udsendelse af dagsorden. Det samlede lokalråd inviterer til dialogmøde med en gruppe politikere fra Assens Byråd. Dette sker gennem udsendelse af dagsorden mindst 14 dage før dialogmødet.

Suppleanter medindkaldes og har stemmeret ved forfald af lokalrådsmedlemmer.

Forslag, der ønskes behandlet i lokalrådet, skal være indkommet senest 7 dage før mødets afholdelse til formanden.

Der føres beslutningsprotokol ved hvert møde.

 

Stk. 2. Alle afgørelser i lokalrådet sker ved stemmeflertal, dog således at rådet kun er beslutningsdygtigt, når mindst 5 af dets medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed kan forslaget genoptages til behandling. Ved genbehandlingen tæller formandens stemme dobbelt ved afstemningen.

 

Stk. 3 Lokalrådet kan nedsætte ad hoc arbejdsgrupper omkring specielle emner. Til disse grupper kan der tilknyttes fagpersoner, ikke-valgte borgere m.fl.

 

§ 5

Stk. 1. Lokalrådets møder er åbne for offentligheden, og annonceres gennem Folkebladet, Aarup.dk, Rørup.dk, Rørup Nyt samt facebook #RØST.

Stk. 2. Lokalrådet holder minimum fire ordinære lokalrådsmøder årligt.

           Fire af disse holdes i Borgerhuset.

 

§ 6 Lokalrådets økonomi

Stk. 1. Lokalrådet modtager en årlig driftsstøtte fra Assens Kommune.

 

Stk. 2 Lokalrådet kan etablere en støtteforening, hvor enhver borger kan opnå

medlemskab gennem et årligt kontingent.

 

Stk. 3. Kassereren er pligtig til ved anmodning at give en oversigt over lokalrådets

økonomi ved møderne. Det reviderede regnskab fremlægges hvert år på

generalforsamlingen.

Lokalrådets regnskab følger kalenderåret, altså fra den 1/1 til den 31/12.

 

§ 7

Stk. 1. Såfremt mindst 25 borgere skriftligt begærer indkaldt til borgermøde, er

Lokalrådet pligtig til at indkalde til et sådant, senest en måned fra forslagets

modtagelse.

En sag kan henlægges til afgørelse på et borgermøde, på begæring af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer.

 

§ 8

Stk. 1. Vedtægtsændringer skal foreligge skriftligt til dagsordenen for

generalforsamlingen og vedtages med 3/4 flertal af de fremmødte

stemmeberettigede.

 

§ 9 Lokalrådet hæfter alene for lokalrådets formue.

 

§ 10

Stk. 1. Lokalrådet kan opløse sig selv ved en forud varslet ekstraordinær generalforsamling på begæring fra mindst 4 bestyrelsesmedlemmer.

 

Stk. 2. Et borgermøde kan opløse lokalrådet med 3/4 flertal af fremmødte på 2 på hinanden følgende borgermøder.

 

Stk. 3. Ved lokalrådets opløsning træffes der på borgermødet beslutning om anvendelse af evt. opsparet formue. Denne skal tilgå almennyttige formål i lokalrådets dækningsområde.

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 01/06 2016

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk